Eksamensperiode - sæt igang!

Kære Allesammen!    [ENGLISH COMING SOON]

Ak og ve. 40% af mine eksaminer i dette dejlige land er overstået. Begge to med henholdsvis 22 og 24 ud af 30. Og jeg, som troede, at jeg slet ikke ville bestå nogen kurser hernede! Hah! Jeg tror egentlig aldrig, jeg har fået endelig offentliggjort, hvilke kurser, jeg egentlig tager og hvorfor. Dem af jer, der har talt med mig på det seneste, ved jo hvad jeg i realiteten kommer tilbage til på Københavns Universitet. I starten kunne jeg nøjes med at tage kurser i Pavia på BA-niveau. Senere har jeg dog erfaret, at jeg er nødt til at få meritoverført alle mine kurser, for at kunne følge med på nomineret tid. Det vil sige, at jeg har måttet oppe 30 ECTS på BA-niveau til 30 ECTS på KA-niveau. På min kandidat på italiensk ligger nemlig to ’frie’ emner, som hver er værd 15 ECTS. For at jeg evt. kan indhente lidt af det tabte, ville det hjælpe mig en del, hvis jeg fik dem fejet af vejen først – og det gøres jo nemmest ved at meritoverføre de 30 ECTS jeg har fra Pavia. Men disse kan jo ikke meritoverføres, hvis man ikke kommer hjem med de 30 ECTS. Og jeg troede inderligt ikke, at jeg ville komme hjem med 30 ECTS fordi jeg har hørt om, hvordan Erasmus studerende i fx Frankrig dumper i stor stil. Men her i Pavia er underviserne vældig søde og rare. Jeg har fuldt følgende kurser:

• Italiano L2: acquisizione e didattica (italiensk som fremmedsprog)
• Pragmatica e linguistica del testo (tekstlingvistik)
• Traduzione filmica (filmoversættelse)
• L’acquisizione e l’apprendimento della lingua inglese (fremmedsprogstilegnelse: engelsksproget)
• Teoria della grammatica (teoretisk grammatik: grammatikalisering, diasynkroni osv.)

I de to førstnævnte har jeg altså bestået med 22 og 24 ud af 30. De var begge skriftlige og bestod af fire spørgsmål. Måden man afholder skriftlige eksaminer på her, er opsigtsvækkende og (for italienerne) vist meget normalt. Meget UNORMALT for en dansker, der er vant til visse standarder (Nase hoch, som min far ville sige). Man får udstukket et tidspunkt for den skriftlige eksamen. Og møder op i det lokale, som også er blevet opgivet. I begge mine tilfælde er underviseren kommet for sent. Det er meget almindeligt at der er andre, der tager andre forskellige skriftlige prøver i det samme lokale. Så får man prøven udleveret og starter – to timer er afsat. Man bliver ikke tjekket og det er ret nemt at snyde, eftersom man sidder arm i arm med sin sidemand. Når man er færdig, afleverer man og går. Næste dag kommer man tilbage og skal så ’registrere’ sin karakter. Alle italienerne har en lillebitte blå bog, som jeg undrede mig over, da jeg så den. Det er åbenbart den portefølje de har, hvor alle eksamenskarakterer bliver nedskrevet. Men hvad så hvis de mister den? No worries. Underviseren bærer rundt på kirkebogslignende bøger, hvori der også bliver nedskrevet, hvilken karakter du fik i det pågældende fag. Den morgen har Professoressaen altså tre eksaminer, så hun kommer slæbende med tre store ’kirkebøger.’ Erasmus-studerende ’nøjes’ med en lille folder, hvori underviseren skriver om du har været til timerne (høhø) og hvilken karakter du har fået. Jeg ’modtog’ mine karakterer og sagde fino bambino, og hun kiggede mærkeligt på mig og viste mig prøven. ”Men vil du ikke lige se den igennem?” – ”men hvorfor?” – ”Officielt skal du jo være enig med den karakter, jeg har givet dig. Du kan se, hvad jeg har givet points for og så skal du skrive under her. Og så hvis du har noget at tilføje, kan du sige de nu.” – ”øh. Altså, jeg tror på dig. Så det behøver jeg ikke. Jeg er bestået, så tak skæbne for det!”. Men alle andre italienere der kommer op til professoressaens skrivebord sidder sirligt og kigger i deres rettede prøver. En af dem ser skeptisk ud og påpeger noget overfor underviseren. Man sidder så tæt, så alle kan høre hinandens komplimenter og man kan også høre: ”ja, Malene. Du manglede jo at svare på spørgsmål nummer tre. Og dér er en mindre kongruensfejl, men det er okay. Det er flot. Du får 24.” NEJ GUD, HØRTE I DET IKKE NEDE BAGVED? JEG FIK FIRE-OG-TYYYYYYYVE!  (hvad sagde du?) -  FIREOGTYVE (ffs). Guglielmo er klassens duks og ligner en Herlufsholmsdreng. Han sidder med sin 3310 og sin sideskilning og hans udstråling skriger: ”ja, jeg fik 30 e lode – og? …tsk tsk”. Så har vi Fabiano. Ham der engang havde store sorte krøller, en lille topmave og altid iført for små jeans, hvide Vans og med en lille tendens til at læspe. I dagens anledning har Fabiano klippet håret og kigger stolt ud på resten af lokalet, da Andorno diskret hvisker ”25” til ham. Det er som om, at det italienske universitet sidder fast i gamle normer. Her er alle ikke lige. Vi er IKKE kolleger. Der er studerende og der er undervisere. Man siger De til hinanden. Norditalienere er ikke så udadvendte, som syditalienere. Det er sikkert og (be)vist. Jeg bliver i øvrigt komplimenteret for min inddragelse af personlig mening og personlig erfaring – noget, som for danskere er en selvfølge, når vi er til eksamen. I Italien går det vældigt på paratviden.
Her kommer så den bedste, hvor jeg måtte tage mig selv i at grine chokerende (kan man det? Ja man kan.) En anden gut er kommet den 3. juli (dags dato) for at tage den skriftlige prøve. Han får papiret udleveret og sætter sig over i hjørnet. Imens går snakken flittigt nede på bageste række. Guglielmo sms’er og Andorno taler højt og flot med den nu næste studerende, Francesca. Francesca er tynd som en tændstik og har lavet et capolavoro af en opgave. Andorno smiler tilfreds og hendes øjne siger til os andre uduelige, at vi bør se op til Francesca og lade os inspirere. Hell no , jeg er bestået, og jeg er glaaaaaad. ”La registrazione per il voto” er forbi, og Andorno pakker kirkebøgerne væk og siger tak for i år, og vi vader via. (fik i den, fik i den? VADER via….(vado via..) trip-trap-træsko). Anyhow. Det værste er hermed overstået og det skal FEJRES (intertekstualitet ftw). Men hey, har jeg glemt at både Zoe er rejst…Lizi og Karolina er på Sicilien med Marco og Gabriele. Og Fran, han sover. Angy bor hos David. Stef er i Tyskland. Vicky kom ikke klokken 10. Nina læser op til en anden eksamen. Fair nok. Så går jeg da bare selv ned og kigger på vinduer og køber en focaccia hos Enrico (som smagte eminent by the way).

Jeg har i den seneste tid været enormt sprogforvirret. Jeg har taget mig selv i, flere gange endda, at tale dansk til Fran eller Gianluca. Jeg har talt italiensk til mine danske venner og rodet rundt i syntaks og talemåder: I ulvens mund! DIE BITCH. DIEEEEE!. Så ja. Zoe tog til Milano Marittima i går, hvor hun skal være au pair i to måneder. Jeg fulgte hende til stationen fordi hun havde 4835723 kufferter, og jeg havde endda heller ikke set hende hele dagen, så jeg ville lige sige ordentligt farvel. (hvor er jeg glad for at der findes whatsapp og viber til iPhone – inden undskyldning for ikke at keep’e in touch).

I går sad jeg oppe til klokken 4 for at skrive mit essay til Prof.ssa Pavesi, der skulle afleveres i dag. Et essay, der skal skrives på akademisk engelsk og som faktisk, fakkertalt, er et mindre BA-projekt. Her var jeg glad for sidste semesters kursus i ”writing academic English”. Det handlede om oversættelse af film, hvori, der er flere sprog end kun ét. Langt og kedeligt blev det. Og det blev afleveret til tiden. Hvilket leder mig til den næste sjove oplevelse, jeg havde i dag. Jeg sidder pænt og venter ude foran Pavesi’s kontor, og der sidder desuden en anden pige og venter også. Hun er italiener. Og vi falder i snak. Hun spørger, hvor jeg er fra, og jeg svarer ”Danmark.” Hun udbryder et: ”Che belloooo” og siger, at hun skal til Danmark i næste uge. Jeg spørger hende, hvor hun skal hen.. og her kommer det…. Hun skal til TØNDER.   . . . .  til TØNDER! Jo, ser I. En af hendes venner skal giftes, og rygtet er nået helt til Italien; at man i Tønder kan blive gift – smertefrit! Jeg troede, at verden var lille. Men SÅ lille? Kom igen. Vi salutar’ede lige og jeg slog mig ned på piazzaen i den bagende sol – med solbriller, sommerkjole og sandaler. I dag var der en let brise, som gjorde det dejligt at befinde sig lige midt i varmen. Jeg bestilte mig en iskold sodavand og nogle stykker salumi. Jeg har lovet mig selv, at jeg holder totalt fri i dag, og har derfor sat min roomie i stævne med burgere og en god film. Det er så svært at vælge… hmmm…. Hvilken af de fire film, jeg ejer skal ses? – Sværdet i stenen, Bridget Jones, Another year eller The Holiday. Høhø. Jeg foreslog at vi tog i biffen, men de har LUKKET i juli måned.  HALLO?! Man lukker ikke en biograf i juli måned. Nu må vanvittigheden høre op (ved ikke engang om ’vanvittighed’ er et ord, men i mit regi er det).

Hvad sker der ellers, og hvad skal der ellers ske i dette søde italienske liv? Såmænd er jeg ikke helt færdig med uni endnu. Essay om ”fremtid på svensk,” skal afleveres den 15. juli. To dage forinden, den 13. juli, skal jeg bestå de to næste eksamener hos Pavesi. Den 23. juli er det endegyldigt forbi med mit Erasmusophold. Det er nok smartest at jeg ikke rejser nogen steder hen inden den 15. juli. Men derefter tror jeg, at jeg tager til Rimini og slår mig ned på en strand sammen med den kære Lucia, drikker en masse Piña Coladas (de smager jo himmelsk) og går til aperitivo hver aften. Den 25. juli ankommer Camilla og Troels, som er min kusine og dennes kæreste. De bliver til den 1. august og vi skal hygge enormt, for jeg har ikke set dem i tusinde år. Jeg har arrangeret diverse udflugter, blandt andet til Cinque Terre, Como-søen, Milano og Gardasøen, hvor vi skal overnatte hos min mor og far. Jeg bliver dernæst i Garda og holder FERIE inden jeg vender tilbage til det kolde nord og tager fat på endnu et københavnsk eventyr :-)

Her får I et billedeslideshow, med de bedste billeder fra de sidste 6 måneder!:

Jeg vender frygteligt tilbage ;-)

Kærlig Hilsen

Malene

Sol og sommer over Pavia . . . og eksamenslæsning.

[ENGLISH COMING SOON]

Hej alle sammen!

Så er vi næsten kommet til juli måned hernede i det italienske og varmen har for alvor vist sig – også fra sin mindre pæne side. Samtlige vinduer er åbne på Via Teodolinda og i de varmeste peak hours, 13-19, er det nødvendigt at lave noget andet end at være hjemme; for hytten er simpelthen en sauna. Det kan være svært at forestille sig, eftersom jeg senest i dag har hørt om skybrud, torden og lynild hjemme i Danmark. Myggene har også meldt sin ankomst og min bedste ven om natten er myggesprayen. Dynen er for længst blevet pakket væk og faktisk er dét at sove med et tyndt lagen selv for varmt. Vi sover som i stenalderen… uden ingenting! Mit værelse er rigtig dårligt placeret eftersom det er det mindste, men også det værelse, hvor solen står lige på det meste af dagen. Som de fleste af mine læsere nok ved, så var jeg lige et par uger i Danmark. Der var nogle fødselsdage, jeg skulle til og lige lidt arbejde skulle også lige klares. Nu er jeg så tilbage i Pavia og har været her i snart ti dage. Vi har ca. 35 grader hver dag, og det er faktisk til at holde ud. Hvis man bare ikke lige er fanget på et sted uden vind og uden skygge.

I går var en fodboldsensation da Italien vandt 2-1 over Tyskland. Der var fest i gaden og bilerne dyttede hele natten. Min nabo så i hvert fald også fodbold og fik råbt et par skældsord efter diverse spillere. Da Italien spillede mod England var jeg henne på universitetet og se kampen på storskærm. Jeg har netop lige haft besøg af den søde Helene fra København, der skulle til Incubus koncert i Vigevano. Hun kom den 24. og tog desværre hjem i dag. Vi har fået den daglige aftendrink på piazzaen og afsluttet ved Duomoen sammen med 100 andre, der også mente det var hyggeligt at sidde på de store trapper med et glas whisky – og ja, det er MEGA hyggeligt!

For to dage siden var jeg til den første eksamen. Det var i ”Italiano L2” (Italiensk som 2. fremmedsprog) og var en skriftlig en af slagsen. Har ingen fornemmelse af, hvordan den er gået; men jeg håber på 18 points så jeg kan komme hjem med mine ECTS points. Eksaminer i dette land er en JOKE. For at tilmelde sig, skal man blot sende en mail til underviseren om, hvornår man ønsker at tage eksamen. Der bliver offentliggjort 3-4 datoer for hvert kursus, og så vælger man bare en af de datoer. Hvis man ikke består første gang, eller ikke er tilfreds med sin karakter, så har man ret til at tage eksamen igen! Man møder op til eksamen, og læreren kommer for sent. Der sidder 100 andre, men de skal alle tage forskellige eksaminer, og så bliver der spurgt, hvem der skal tage eksamen xxxx hos underviser xxxx. Man rækker hånden op og får udleveret prøven. Der bliver ikke engang tjekket hvem man er, og skal du på toilettet, rejser du dig bare op og går. Der er ingen censor og ingen opsyn med noget. Når man er færdig, rejser man sig og afleverer prøven. På prøven skal man desuden skrive sit personlige nummer og sin personlige e-mail adresse. Så meget for fair karaktergivning :P Men ok..det er ikke det værste, som jeg har set hernede. Skal man derimod til en mundtlig eksamen foregår tilmeldingen godt nok også på samme måde… men, get this.. skal der 100 op i det samme fag, (det kan godt ske!). Så får de alle at vide, at den starter klokken 9. Alle 100 møder op kl 9 i et kæmpe lokale. Underviseren sidder for enden ved et skrivebord. Og der sidder også 2 andre undervisere, for de afholder eksamen i det samme lokale. Man bliver derefter kaldt op, og os Erasmus-studerende står altid sidst på listen, så du kan nemt komme til at vente i 3-4 timer. Din taletid til den mundtlige varierer meget. Du kan tale i 10 min eller 30 min. Det er under al kritik – set med danske briller. Der er ingen officiel pensumliste; den kan blive rettet op til flere gange i løbet af semestret og det er meget nemt at præge sine undervisere, som Erasmus studerende. Du kan lave personlige deals med dem og derved stadig score 18 points på dit karakterblad. Man kan få mellem 0-30 points. 18 er bestået og 30 er topnice! Efter sigende skulle det være ret nemt at score 30 points i mundtlige eksaminer, fordi de Erasmus studerende, der kommer fra fx Norge, Sverige, England og Tyskland er vant til den eksamensform, som italienerne så inderligt brænder efter at få. De vil høre de studerende tænke selv og inddrage personlig erfaring. Noget som de italienske studerende ikke gør ret meget i. De sidder flittigt med deres notesbog og skriver alt ned. Det hele går på paratviden og, de studerende inddrages ikke så meget. Jeg har ofte haft lyst til at dele personlige oplevelser i henhold til for eksempel italiensk-undervisning eller oversættelseseksempler, men selve undervisningen lægger ikke op til meget involvering fra vores side. Jeg må pænt sidde på min flade og lytte. Nogle studerende har været ude for, at de har fået at vide, at de lige skal sende en mail to dage inden eksamen og påminde underviseren om, at hun rent faktisk gerne vil tage eksamen. Min engelske veninde Zoe har sågar været ude for, at underviseren har ændret datoen uden at oplyse hende om det. Og Zoe står og skal flytte til Bologna på søndag, men eksamen er ’vist nok’ mandag…. Bureaukratiet længe leve! Gott im himmel!

Med det sagt har jeg sat alt ind på at forberede mig bedst muligt til de andre eksaminer. Den næste på tirsdag er i tekstpragmatik, og jeg skal ’kun’ læse tre italienske bøger. Dagen efter skal jeg aflevere et essay i kurset: Traduzione Filmica (filmoversættelse). Jeg tror nok, at det kommer til at handle om ”tiltale” i filmen ”The Holiday” med henblik på at diskutere de forskellige sprog/undertekster (dansk, engelsk, italiensk). Dernæst skal den forsvares den 13. juli og samme dag skal jeg op i ”Fremmedsprogstilegnelse på engelsk”. Den 23. juli er den sidste eksamen, hos Prof.ssa Giacalone. Jeg skal dertil aflevere en opgave den 15. juli, der skal handle om, hvordan man danner ”fremtid på svensk”. Welcome to Italy :D

Indtil da – ha’ det godt derhjemme, og jeg kommer med update om, hvordan det hele er gået! CIAO!

Her har I lidt billeder fra de sidste par måneder!

VIDEO:  min nabo ser fodbold, høhø!!

AGK mødte jo Barcelona hjemme i Parken, og takket være VPN kunne det lade sig gøre at se kampen live på min gamle DELL. Tak Søren!

Italiensk gelato er altså bare det bedste!!! 

På vej hjem fra uni en dag, og denne brandbil mente helt sikkert, at den kunne kom ned af den lille gade dér. (NEJ, den sad fast!)

Til Aperitivo på Loft!

Til fest i Garlasco. Et mega pool-party med over 1500 gæster. Fri bar. Fri mad. Orv det var sjovt og ORV det blev sent.. og AV for nogle tømmermænd.

Nogle søde mennesker jeg ofte hænger ud med! Her: Gianluca, der er ved at forklare noget til Karolina.

Flere søde mennesker. Fran i midten er min roomie. Til højre, Gianluca og helt til venstre er Gianlucas ven.

Cugi og Marco. (Han hedder ikke Cugi, men vist nok Giandomenico)

Smukke Pavia på en sommeraften fra Borgo Ticino!

Smukke Pavia.

På vej ned for at køle af i Ticinoen.

Kebap i Pavia er altså nice... se bare dér ;)

...Nu kommer kritikeren frem!

Kære Alle Sammen!!! [ENGLISH BELOW!]

Denne post bliver lidt anderledes end de andre. Først og fremmest er der jo gået herre lang tid siden sidst, jeg postede noget info hernede fra. Slet og ret har jeg haft en masse at lave, så kort kan jeg nævne, at jeg både har besøgt Sicilien og haft besøg af en håndfolk mennesker. April har været en dejlig, men travl måned. Nu er turen kommet til maj og sommeren nærmer sig med hastige skridt. Den sidste fase i Erasmus-opholdet er sat ind, og jeg prøver alvorligt på at få alle de sidste indtryk og oplevelser med.

Som den, af natur, kritiske dansker(inde) jeg er, har jeg igennem disse sidste fire måneder prøvet at danne mig et helhedsindtryk af Italien og alt der deri hører. Jeg skal tage mig den (ytrings)frihed og fortælle jer om mine iagttagelser og meninger derom, og  som mange italienere, ikke være bange for injurier foretaget af ’M’ banden eller andre regeringselskende italienere der ’bare’ lige vil beskytte Mamma Italia.

Skolesystemet i Italien fungerer absolut anderledes end i Danmark. Meget få eller næsten ingen italienere taler et acceptabelt engelsk. Og med et ”acceptabelt engelsk” mener jeg, at man er i stand til at føre en basal samtale i et relativt tempo og være i stand til at svare tilfredsstillende uden for mange kongruensfejl og des lige. Trods at de har modtaget engelskundervisning i løbet af deres skoletid (hvis ikke mere end hvad vi har haft!), så er der alligevel et sted, hvor kæden er sprunget af. Man skulle tro, at selv personalet på et relativt stort hotel kunne tale engelsk, men igen er der noget helt galt. Det acceptable engelsk er ej til stede og jeg som dansker, må gå ned i niveau og tale ukorrekt og LANGSOMT, for at de kan forstå hvad jeg siger.
Desuden har jeg det indtryk, at de italienere, som rent faktisk taler et acceptabelt engelsk, er flove over at tale engelsk og undgår det for alt i verden. Når man endelig får hældt en flaske vin og lidt tequila på dem, så taler de pludselig både fransk, spansk og russisk. Og så er det engelske faktisk ret acceptabelt. Så om det er fordi de gør sig selv dummere, ikke har lyst (gider) eller bare ikke vil være til grin foran de andre – det må Berlusconi vide. Eller Monti. Eller Bossi.

Denne post kan meget vel komme til at fremstå som om, at Danmark er overlegen på alle punkter. Dette ligger dog langt fra en virkelighed, som alle kan stå inde for. Men lad mig opridse de iagttagelser, jeg har gjort mig.

Universitetsverden hernede har gjort et indtryk på mig. Og det er på alle tænkelige måder. Jeg har indset, hvor meget mere styr på sagerne, der er i København (også selvom vi klager over, at administrationen i 24.2 bare sender dig videre til dem på gamle KUA og tilbage til 24.2). Det bureaukratiske Italien er en joke. I alle henseender. Og ja, det er en meget nedladende kommentar, men sådan er virkeligheden de gange, hvor jeg har bevæget mig indenfor. Ordene ”orden” og ”organisation” findes ikke. Hvordan de kan få en nogenlunde læreranstalt til at fungere, er mig en gåde.  Universitetet fungerer på den måde, som man har forestillet sig; et sted mellem kaotisk og slet ikke. Spørger man om hjælp i ”infopoint” bliver man sendt hen på det næste rektorat. Her får man at vide, at ’det ved de da virkelig ikke’. De zombielignende studerende der vandrer rundt på campus er en større hjælp end ’infopoint’. Man, som Erasmus-studerende, lærer at undgå infopoint og i stedet spørge Facebook-gruppen nogle dage i forvejen eller stoppe en random studerende på campus.
Lokalerne på universitetet er nedslidte og som taget ud af Fellini-filmen ”Amarcord”. Selv underviserne kan snige sig op på niveau med Fellinis karakterer: ”La PRO-SPET-TI-VA”. (Internt). Dog har mine undervisere været de bedste i verden – bogstaveligt talt. Prof.ssa Andorno, der blandt andet har skrevet om italiensk som L2 og ”Grammatica – Insegnarla e Impararla” har været min underviser i hele to kurser. Desuden har jeg haft den store fornøjelse at følge et kursus i ”diakroni og synkroni” hos Prof.ssa Giacalone Ramat, som Erling bestemt mente for længst var gået på pension. She’s still going strong. Jeg har måttet spidse ører i timerne, men hun er vældig vellidt blandt de studerende. Til sidst har jeg mødt filmoversættelsens italienske moder, Prof.ssa Maria Pavesi. En lyshåret dame, der godt kunne gå for at være Nicole Kidman i ”Australia.” En fantastisk kvinde, der var villig til at lægge undervisningsformen om, til stor glæde for de tilhørende Erasmus-studerende. Der tales engelsk i klasseværelset og der eksamineres i chick flick’en ”The Holiday,” som enhver pige må have set mindst 50 gange. Der diskuteres højlydt om formelt og uformelt sprog og Pavesi må dagligt gøre opmærksom på, hvilken energi de italienske oversættere og ”voice-overs” har idét hele det italienske film- og TVmarked jo består af italienske stemmer. Måske dette kan forklare italienernes manglende evner indenfor det engelske sprog? Mussolini gjorde det ulovligt at tale andre sprog end italiensk under hans ledelse, og det er en af de få ting, som stadig hænger ved. Det er også derfor at jeg ikke går i biografen eller ser TV. Hvem vil sidde og se en Mark Wahlberg bede en Ben Foster om skide ham et stykke - på italiensk? Jeg tror næppe at en Mark Wahlberg nogensinde har hørt ordene ”Ma vaffanculo!”.
Teknologi findes i sådan grad på universitet, at de består i form af en overhead projektor, en computer med XP, whiteboards i begrænset omfang og amerikanske high school chairs, hvor dit bord er på størrelse med en telefonbog. What the hell – du skal jo også bare tage noter og ikke så meget andet.  Første dag, jeg tog en computer med til time, var jeg vældig interessant og lidt rebelsk i deres øjne. Hvem tager dog en computer med i skole? Især når der jo findes italiensk produceret papir og italiensk produceret blæk med hvilken man skriver. For mit vedkommende handler det ikke om, at jeg ikke kan skrive med en blyant. Det handler slet og ret om, at få det hele med. Da jeg netop ikke har italiensk som mit modersmål, må jeg bruge ekstra megen psykisk kapacitet for at forstå det hele og samtidig med, at jeg skal forstå det, der siges, men også nå at skrive det ned, skal jeg for alt i verden ikke komme bagud. I den første del af semestret fulgte jeg et kursus i almen lingvistik, men måtte opgive, fordi underviseren valgte en undervisningsform, der betød, at hun konstant talte i hypotetiske fraser, condizionale, congiuntivo, remoto – og mens jeg ivrigt bladrede i min verbebog, havde de andre skrevet to siders noter. Absolut ikke en ideel situation.
De italienske studerende har en mærkelig lærestil. De tager noter, jo jo, men de skriver ALT ned. Og det indebærer sikkert også ”cioè, beh, insomma, anzi”. På dét punkt anser jeg seriøst de danske studerende for at være mere organiserede og ”multi-taskers” på et højere plan. Vi kan lytte, skrive, frasortere og forstå på samme tid. For de italienske unge er det vigtigt, at de får en uddannelse. De er seriøse omkring deres studie. Det bunder lidt i, at de skal betale for at studere men også i den grufulde tanke om, at hvis de ikke får job, så skal de forsørges af familien eftersom den italienske stat ingen støtte giver. Den nye Presidente del Consiglio, Sig. Mario Monti har sat skatterne i vejret og italienerne kæmper nu mere end nogensinde før. De kæmper for at forsørge deres familier, men de lavere stillede familier må oftest sende deres unge sønner ud på arbejdsmarkedet, ufaglærte, for at få mad på bordet. Jeg har mødt unge, som ingen tiltro har til staten. De klarer sig selv og har opgivet at få Staten i tale. Monti ved med sikkerhed, hvor galt det egentlig står til, men vi lever i en krisetid, og det går ud over de unge uskyldige italienere, der mest af alt, bare gerne vil have en uddannelse og forsørge deres familie på lovlydig vis. Mange af de unge tyer til religionen når de ikke kan få støtte andre steder fra. Man skulle ikke tro at de fleste italienere rent faktisk er meget religiøse; men det er de! I stor stil! I mange af baggårdene findes der de såkaldte ”hus-altre”. Om de bliver brugt, skal jeg ikke kunne sige noget om, men de er der, og har sikkert en eller anden usynlig betydning for de, der bor omkring det.

Italienere er meget høflige. Det synes måske ikke sådan, når man ser dem stå og diskutere højlydt på gaden. I Italien siger man ’De’ til folk, man ikke kender. Blandt unge mennesker er det dog et særsyn at man siger ’De’ til nogen man lige har mødt i byen – men jeg har faktisk været ude for, at en på min egen alder har sagt ’De’ til mig i baren.  Forholdet mellem underviser/studerende er skarpt adskilt. Det er hierarki. En ting, som jeg især har måttet vænne mig til – både fordi det strider mod alt det, som jeg har lært og er vokset op med, men også grammatisk set. Høflighedstiltalen på italiensk foregår nemlig således, at man taler til vedkommende, som han/hun var 3. person singularis – altså ”han/hun”. I stedet for TU bliver det derved til LEI. Det er den ’kvindelige’ 3.pers.sing. der bruges, og her arbejder frøken Mastrups hjerne altså på højtryk, når jeg skal stå og sige ”Lei” til en mandlig underviser/kontormand og samtidig ændre verbet. På dansk skal vi kun huske pronomenet ”De” og ellers er verbet kørt i stilling med det samme svar ved alle 6 personer: 1., 2., 3. pers. Sing., 1., 2., 3. pluralis: fx, at være: ’ER’.  Underviseren siger ’De’ til de studerende, og vi siger ”profesoressa/e” til vedkommende. Man viser respekt og ’small-talker’ ikke med sin underviser. Man spørger ikke om personlige ting, som: ”Nå, har I haft en god weekend?”, ”Skal vi lige mødes til frokost i kantinen og få snakket lidt om den der modus/tempus form?”. Man er til undervisning og ikke til middag hos sin underviser. Selv når der skrives e-mails, lægger man ikke ud med et kæmpe ”CIAO!” eller et ”Hey!”. Man starter med et ”Venlige, elskværdige, yndige” (=gentile). Man har styr på sin stilistik og tegnsætning og afslutter med et ”cordiali saluti” og næppe et ”Vi ses i morgen, mange hilsner”. Underviserne er din overmand. Det er dem, du gerne vil være som (de har et arbejde, høhø). De er IKKE din kollega. Din kollega er den studerende, der sidder og skriver for livet ved siden af dig. Denne virkelighed ligger fjernt fra den aktuelle der findes på danske universiteter. Nok har Erling træffetid hver tirsdag, men hvis døren er åben, så vader man ind, sætter sig ned, græder lidt over at det hele er svært, og hvorfor dét at planlægge et Erasmus-ophold er så tidskrævende. På KU er der altid hjælp at hente, og vi er alle lige. Vi er alle venner, uanset ’rang’. Uanset om du har oversat selveste Roberto Saviano, så kan vi da stadig godt lige snakke om, hvad du lavede i weekenden og hvordan den der seminar-fremlæggelse gik. Længe leve solidaritet.

Høfligheden ses overalt. Italienerne er mere hjælpsomme end danskere. Kommer du gående med to kufferter står alle i kø for at give dig en hånd. Kigger du på tøj i butikkerne, springer tre straks frem og spørger: ”Hvorledes kan jeg være nyttig?”. Du får nærmest smidt ”prego, signorina, grazie, salve, per favore” i hovedet, hvorend du går. De elsker turister, for turister har penge. Så længe de ikke skal snakke med dem :-)

Den italienske økonomi derimod går knap så godt. Alle frygter at ende som det græske rige mod øst. Monti har sat skatterne op og presset italienerne i bund. Immigranterne tigger om kap på gaden og de hjemmeboende italienske fyre får ufrivilligt titlen ”mammoni”. Kvinderne kan læne sig tilbage, for det er jo ikke deres job at forsørge nogle. Det er dog mit indtryk, at Italien er i færd med at opfostre en kvindestærk befolkning. En ny generation kvinder KAN SELV og VIL SELV og størstedelen af de studerende på de humanistiske uddannelser er da også kvinder, som forventet. Men selv på ”giurisprudenza”  (jura, red.) er kvinderne også repræsenteret i stor stil.
Men Italien gør det heller ikke nemt for sig selv. Togbilletterne er så store, at man burde overveje at lave en telefonbog ud af ti af dem. Mobilbilletter findes ikke – nogen steder, trods at alle elsker iphones og de tilhørende apps. Når der betales billetter foregår det på et særskilt kontor. Tænk på, hvor mange folk, der sættes i værk for at du kan betale din elregning.

Noget der især har fanget min interesse er forskellen på italienske og danske kvinder. Lad mig fortælle om den største forskel: væremåden og ”pli”. Det er mit indtryk, at jeg (sammen med andre nordiske mennesker: svenskere, nordmænd, tyskere for den sags skyld) har nemmere ved at fornærme italienere og også blive misforstået. Vi er en del mere sarkastiske og ironiske end, hvad de måske er vant til. De finder det fascinerende, at jeg ikke beder om et nyt glas, bare fordi Mario ved siden af, lige har taget en tår af det. De synes det er mærkeligt, at jeg sætter mig på en trappe for at nyde solen; for sådan en går andre mennesker jo på. Det er vildt at jeg bor alene, arbejder og er uafhængige af mine forældre. Det er helt utænkeligt, at jeg både har været i Sydamerika og Australien inden jeg fyldte 21 – ALENE. Og at det ikke er en selvfølgelig for mig at holde jul med mine forældre, men måske fejre både jul, nytår og fødselsdag i USA hos venner. Den danske ungdom er uafhængig, stolt og beslutsom. Vi vasker vores eget tøj, laver vores egen mad, reder vores seng, vasker selv gulvet og fører vores egen kalender. Vi spørger ikke om lov eller om lommepenge. Danskere er et tilfreds folkefærd – med god grund. Vi lever i det gladeste land på jorden og har den bedste sikkerhed, man kunne forestille sig.

Mange kærlige hilsner,

Malene








ENGLISH:




DEAR EVERYONE!

This post is going to be a little different than the others. First and foremost, a lot of time has gone by since my last post. To be honest, I’ve had a lot to do. In short, I can enlighten y’all with the fact that I’ve been to Sicily and had a lot of visits. April has been a lovely but busy month. Now it’s May and the summer is getting even closer. The last period of my Erasmus program has begun and I’m really trying to remember all of my impressions (old and new), but also trying to see more of Italy.

Being a critical Dane (of course!), I’ve tried to allow myself to get an impression of Italy and everything that comes with it. I will use the freedom of speech to tell you all about my observations and my opinions about all of it. And as a lot of Italians, I do not fear the consequences.

The Italian school system works completely different from the Danish one. Very few or almost no Italians speak acceptable English. And by “acceptable English” I mean that you are able to have a basic conversation in a normal pace and be able to answer (satisfactorily) with concord between verb/subject and so on. Even though the Italians have been taught English (most likely more than us Danes!) throughout their time in school, still – something went wrong at one point. You would think that the staff at a rather large hotel would be able to speak English, but again, something is wrong. The acceptable English is not present and I as a Dane have to downgrade my language, speak incorrectly and slowly in order for them to understand what I am saying. Furthermore, I get the impression that those of the Italians who actually do speak acceptable English, are embarrassed to speak English and avoid more than anything else. When you (finally) get them drunk, they speak French, Spanish AND Russian too! And then you realize that their English isn’t really that bad. I have no idea why they do not want to speak – if they’re afraid to make a fool of themselves in front of their friends, I don’t know.

This post might very well seem like Denmark is superior in every way. This is far from true though and no one will say that we are. Let me outline some of my impressions:

The world of the Italian University has made a great impression. And that is in every way! I’ve realized how much more organized my own university is (Even though the Danish students complain about one office sending us to another and vice versa). The bureaucratic Italy is a joke. In every way. And yes, that is a rough thing to say, but it’s a reality that even Italians agree with. The uni works in such a way, you imagine: a place between ‘chaotic’ and ‘not at all’. If you ask for help at the “Infopoint”, they sent you off to the next office. Here they tell you, that “they really don’t know.” The zombie like students wandering around on campus, are a greater help than the “Infopoint”. One as an Erasmus student, learn to avoid the “Infopoint” and just plain ask the Facebook group a couple of days ahead or simply walk up to a random student on campus.

The classrooms at the university are nothing like the ones we have in Copenhagen. They are a copy of those in the Fellini movie “Amarcord.” Even the professors are those of that movie. My professors, however, have turned out to be amazing – literally. Profesoressa Andorno, who has written about Italian as a second language and “Grammatica – Insegnarla e Impararla” has been my teacher in two courses. Furthermore, I have had the pleasure to follow a course in “diachrony and synchrony” with Profesoressa Giacalone Ramat. I’ve had to listen carefully due to her highly stylistically Italian, but every student love her. Finally, I have met the Italian mother of film translation, Maria Pavesi, with whom I take a course called “Lingua Inglese – traduzione filmica.” She is a blond haired lady who reminds me of Nicole Kidman in “Australia.” An amazing lady who was willing to change the study program – which we (the Erasmus students) were fans of! We speak English in class and will do the exam on the American chick flick “The Holiday” - A movie that any girl must have seen at least 50 times. We discuss formal and informal language and Pavesi likes to talk about how amazing the Italian translators are since all foreign TV shows and films have been dubbed into Italian. Maybe that is a reason why Italians speak such horrible English? Mussolini declared that it was illegal to speak other languages than Italian during his dictatorship and that is one of the things that you can still see today. That is also why I never watch TV or go to the movies. Who wants to see a Mark Wahlberg ask Ben Foster to go F*** himself – in Italian? I don’t think that Mark Wahlberg has ever heard the words “Ma Vaffanculo!” Technology does exist at uni to such an extent that there are overhead projectors, XP computers, whiteboards and American high school chairs which have tables with the size of a phonebook – who needs a desk anyway, you are just there to listen and take notes. Bringing a computer to class is unheard of so you’ll most likely (at least in Pavia) see student writing on paper. This is completely different from what I am used to. To me, it’s not about whether or not I am able to write with a pen. It’s about being able to understand everything and I’m not really a great multi tasker in Italian. Being Danish, I have to use my head a lot more to understand everything WHILE I write stuff down that is being said in class. During the first part of the semester, I was taking a course in general linguistics, but I had to give up due to the professor using a certain form of teaching which meant that she was talking constantly using the ‘condizionale, congiuntivo, remoto’. While I was looking through my verb book, the others had already written two pages of notes. This was not an ideal situation for me.
The Italian students have a weird way of learning things. They take notes, sure sure, but they write down EVERYTHING. That probably also includes words like “cioè, beh, insomma, anzi”. Exactly when it comes to this, I think that Danish students are a lot more organized and have been taught to multi task in a higher level. We can listen, write, think, understand and sort out among important/non important things. To the Italians, it’s important that they get an education. They are so serious when it comes to studying - possibly because they actually have to pay for it, but also because the government will not give them any money if they graduate and DON’T get a job. The new Presidente Del Consiglio, Mario Monti has raised the taxes and they are still going up. The Italians are struggling to support their families and the lower-class families have to send their young sons to work. They, often, are not educated and it becomes a vicious circle. I have met young people who have no faith in the government. They take care of themselves and have thrown up the sponge. Monti knows how bad things are, but we live in a world in crisis. The victims are the youth.

Italians are very polite. It might not look like that when you see them discuss things, very loudly, in the middle of the road. In Italy you are polite with people using the “Lei” form (which does not exist in English). Amongst younger people, it is rarely heard of, that you say “Lei” to people your own age. I have encountered people saying “Lei” to me. The relationship between professor and student is very clear. There is a hierarchy. It’s a thing I personally had to get used to because on one hand it’s the complete opposite from what I am used to but also when it comes to grammar. The polite way of addressing people in Italian is by using the “Lei” form, which is the third person singular. Instead of using the obvious “tu” form, 2^nd person singular, you use the female “lei” to address people politely. In Italy you do not small talk. You show respect. You do not ask personal things like: “How was your weekend?” – “Let’s meet in the cafeteria to discuss that grammar problem we discussed last week.” You are in class and not at a dinner party with your teacher. Even when you write e-mails, you do not start off by writing a screaming “CIAO!” or a “HEY!”. You start, simply, with a “gentile”. You have your style and your punctuation right and when you end the e-mail, you write “cordiali saluti” and not a “see you tomorrow!”.  The teachers are superior. They are the ones you want to be like. They have a job :P . They are not your colleague. Your colleague is the student sitting next to you, writing for his/her life. This reality is far from the Danish one. Even though my teacher has “receiving hours” on Tuesdays, that doesn’t mean that you can’t go in if the door’s open. You go in, sit down, and cry a little about everything being so difficult or about planning an Erasmus is so damn hard. At the Uni of Copenhagen, we are all friends. No matter the rank. Even though you’ve translated Roberto Saviano’s books into Danish, you still recognize me in the hallways and ask me how Pavia is and how my weekend was and how delightful it is to be working together on the same project in September. Solidarity ftw!

The politeness can be seen everywhere. The Italians are a lot more helpful than the Danish. If you have two suitcases, people are almost getting in line to help you out. If you’re browsing through a boutique, three people will immediately come to you and ask in what way he or she can be of use. They love tourists, because tourists have money - as long as they don’t have to talk to them.

The Italian economy however, is not doing that well. Everyone fears the same destiny as the Greek empire in the east. Monti has raised the taxes and the Italians are struggling. The immigrants are begging on the streets and the Italian guys, still living at home unwillingly get the title “mammoni.” The women can relax because it is not their job to support the family – according to the tradition.

Something that is very interesting to me is the difference between Italian and Danish women. It’s about the way of acting and their manners. It’s my impression that I along with Swedes, Norwegians and even Germans have an easier way of insulting the Italians and to be misunderstood. I think it’s because we are so much more independent. We are sarcastic and ironic – a lot more than what they might be used to. They find it fascinating, that I do not ask for a new glass just because Mario next to me just took a sip of it. They think it’s weird that I sit on the ground in the sun, because people are walking here! It is crazy that I live along, work and are not depending on any help from my parents. It’s is completely unthinkable that I’ve travelled alone (before the age of 21) in South America and Australia. And also how I think it is okay to spend Christmas, New Year’s AND my birthday in the US without having my parents there. The Danish youth is independent, proud and resolute. We do our own laundry, cook our own food, make our own beds, wash our own floors and plan our own lives. We do not ask for permission or allowance. The Danes are a happy people – with good reason. We live in the happiest country on earth, have the best security that you can imagine!!!

Lots of love,

Malene

Milano, Bologna, Pesaro, Urbino & Fano!

Kære Allesammen! [ENGLISH BELOW!]

Så blev det tid til endnu en lille update på mit lækre italienske liv. Siden sidst er der sket en masse! Jeg har blandt andet fundet ud af, at der er marked(er) i hele byen hver morgen (undtagen søndag). Og når jeg siger marked, så mener jeg sgu MARKED. Man kan købe alt lige fra neglefile til lyserøde sokker med blonder. Jeg tog af sted med Viki, Vicky og Stef – og der blev både shoppet solbriller, focaccia og lækre italienske oste. Vi endte foran domkirken i 23 graders solskin og spiste frokost på de store trapper – la vita è bella.

For nogle dage siden fik jeg besøg af en gammel gymnasieveninde, som læser italiensk på Århus Universitet. Hun er på udveksling i Siena og var taget en weekend på ski i Dolomitterne. Hun var så sød at komme forbi Pavia et par dage, og mens hun var her, legede vi turister i Milano og så blandt andet domkirken (13. gang for mit vedkommende) og en kunstudstilling (Tizian og det moderne landskabs fødsel) i Palazzo Reale. Dernæst tog vi en kaffe i Via Dante, gik op til Sforzesco slottet og fik lagt make-up i Sephora! Dernæst igennem Galleriet, ud til Scala Operaen og så lige afslutningsvist, lidt shopping inden turen gik hjem til Pavia. Et tæt pakket program, for Michaela skulle selvfølgelig også lige nå en aperitivo på LOFT 10 inden hun skulle hjem næste dag. Jeg havde samlet en masse af de andre Erasmus studerende samt Marco og Gabriele; vores nye italienske venner.

Og så har Fran og Angela været i Krakow med nogle af deres venner. Det vil sige, at jeg har haft hele hytten for mig selv i tre dage og det var ret skønt; selvom det dog endte med at blive en lang fredag, hvor jeg mest af alt glædede mig til, at de skulle komme hjem igen. Mens de var af sted tog jeg i IKEA med Matteo og Stefanie. Vi manglede et par småting til lejligheden og jeg ville gerne have en læselampe og en ny hovedpude. Så nu er vores lejlighed tip top og der mangler ikke noget! Det eneste jeg savner, er at vores køkken er 100% i orden. Der er fx ingen brødrister, blender eller æggedeler; men hey, måske er det bare mig, som er et luksusdyr!

Dagen efter var dedikeret til at prøvesmage et lille is-sted i Corso Garibaldi. Vi er tit gået forbi og har altid set en kæmpe kø af mennesker, så vi tog Marco og Gabriele under armen og tog derhen for at stille os i kø. Og.. .. … jeg siger Jer; det var HELE ventetiden værd. Hvis I tror, at I har smagt is, så kan I godt tro om igen. I kan godt pakke jeres Ben and Jerry’s væk sammen med jeres Løgismose og Carte d’Or. Italiensk gelato fra Pavia er det bedste.

Jeg har været i Pavia i lidt over en måned nu, og jeg opdager stadig nye steder i byen. Senest gik Stef og jeg rundt i byen, bare for at se, hvad der ellers var. Og vi faldt over en smuk kirke, som man absolut ikke kan se nogen steder fra. Den ligger klods op af floden, men inde bag husene og på et lille piazza. Vi synes stadig at shopping i Pavia er noget pis. Butikkerne sælger mærkeligt tøj, som italienerne åbenbart elsker. Alt er for dyrt, og vi har stadig ikke vænnet os til, at butikkerne holder lukket mellem 12.30-15.30. Det irriterer os!

Den 16.-19. marts havde jeg planlagt at tage til Pesaro for at besøge Lucia, som har været min mentee i sidste semester i København. Pesaro ligger ud til Adriaterhavet, ikke så forfærdelig langt fra Rimini og Ancona. Jeg har næsten forstået Trenitalia’s system med billetpriserne, og hvis man er villig til lange layovers, så kan man komme langt for næsten ingen penge. Jeg tog af sted tidligt fredag morgen og skiftede til et Regionale Veloce i Milano. Herfra gik turen mod Bologna, hvor jeg havde 4-5 timers layover før at jeg kunne komme med et Regionale Veloce til Pesaro. En anden fra mit studie i København, William, er på Erasmus ophold i Bologna. Så vi mødtes på stationen og han guidede rundt i byen. Vi spiste frokost, fik en kaffe og så tog jeg toget videre til Pesaro. På stationen mødte jeg Lucias forældre eftersom hun selv var på arbejde. Cleofe og Mauro var rigtig søde og vi kørte ned til stranden. Det var imidlertid blevet mørkt, så man kunne kun høre bølgerne. Byen overraskede mig, fordi husene minder lidt om en ”beach-town” i Florida. Der er store alléer med smukke træer mellem husene, og husene er kvadratiske. Lucia bor i en typisk italiensk lejlighed sammen med sine forældre og deres hund Beniamino. Jeg blev nærmest overfaldet da Lucia endelig komme hjem fra arbejde og så mig sidde i sofaen. Mamma Cleofe havde lavet hjemmelavet pasta til aftensmad, og Papà Mauro skænkede vin, mens Lucia sad med et stort smil – selvfølgelig var der italiensk gelato til dessert! Jeg er fan!!

Jeg blev indkvarteret i Lucias værelse og morgenen efter stod der italiensk ”spremuta” klar på spisebordet. Spremuta er friskpresset juice (fantastisk!!). Derudover havde Papà Mauro købt fire forskellige slags brød, for Lucia havde fortalt ham, at man i Danmark spiser brød og marmelade til morgenmad. Desuden havde hun instrueret ham nøje i, at jeg ikke spiser smør, ost eller drikker mælk. Jeg fik i hvert fald gentaget for mig, at han var klar over, at jeg ikke drak mælk – men at de nok skulle sørge for spremuta!
Dagen efter skulle Lucia arbejde i et par timer, så imens hun var på arbejde, tog jeg til byen FANO med Cleofe og Mauro. Der var marked og de ville købe frugt og grøntsager. Det tog papà Mauro sig dog af, så imens gik Mamma Cleofe og jeg rundt og så på tasker og sko – lige efter mit hjerte! Vi afsluttede med en gåtur langs havet, hvilket var en smule varmt (25 grader!). Derefter hjem til endnu en storslået frokost og efterfølgende en morfar, inden Lucia og jeg om aftenen tog på restaurant, hvor vi spiste pizza, mousse nutella, crema catalana og afsluttede med meloncello (FAN-TAS-TISK). Inden vi tog hjem gik vi en tur gennem Pesaro by, og endte ved Rossini teatret. Den italienske komponist Rossini er nemlig fra Pesaro, og der er et teater opkaldt efter ham. Lucia plejer at arbejde i teatret om sommeren, og vi var så heldige at lige netop dén aften, hvor vi gik forbi, havde der netop været forestilling, så vi listede os ind for at se salen. Absolut et særsyn!
Dagen efter tog vi til Urbino, hvor Lucias universitet ligger. Byen ligger på en lille bjergtop og nede fra dalen kan man se det store Palazzo Ducale stråle med de to store tårne. Man går ind i byen via byporten, op ad en stejl stejl gade, der er belagt med brosten. Husene ligger tæt og der er små gyder overalt man kigger. Mamma Cleofe og Papà Mauro tog mig med ind for at se Il Palazzo Ducale – Hertug Frederiks slot. Udefra syner det ikke af meget – det ligner ganske vist en italiensk herregård, men når man først træder indenfor – wow. I hvert rum er der et imponerende ildsted. Der er freskoer på væggene, ganske vist meget slidt, eftersom det er pigment opløst i vand, og derefter brugt som maling. Gulvene er af marmor og har smukke mønstre. I loftet i hvert rum er der en stuk, hvorpå der er en ørn  - Hertug Frederiks våbenskjold. Over hvert ildsted, står der skrevet på latin: FE DVX (FE DUX red.) = FEDERICO DUCO = Hertug Frederik. I den store tronsal ser man hans initialer overalt i loftet, på væggene hænger store gobeliner og på endevæggen, den gyldne løve – for den engelske konge var hyppig gæst i Urbino og boede selvfølgelig i sit eget værelse på hertugens slot. I huset findes også en massiv kunstsamling og jeg så blandt andet Raffaele Sanzio’s ”LA MUTA”.
På vej hjem fra Urbino stoppede vi i en lille by for at spise aftensmad på en restaurant. Temaet er ”HANER” – så der er haner overalt og i alle faconer. Vi fik først 8 forskellige antipasti: prosciutto, bresaola, ricotta, mozzarella, pecorino, parmigiano, carciofi og cornichoner. Dernæst videre til PRIMI PIATTI: tortellini, canelloni, risotto og tre andre pastaer jeg ikke aner hvad var ( :. Vi sprang over SECONDI PIATTI fordi vi var absolut mætte – men kunne ikke sige nej til DOLCI (desserten). Tjeneren kom med baklava, millefoglie med creme, marengs med jordbær og fløde, frugt, chokolademarengs, engelsk creme, tiramisu etc etc. Til det hele var selvfølgelig rød- og hvidvin, vand og til dessert ”Vino Santo”, der er den klassiske, italienske dessertvin, som er lavet på tørrede druer. Vinen gærer i loftrum og opnår derved en særlig smag fordi forholdene er meget varieret. Restauranten har desuden tænkt fremad og strategisk placeret stole udenfor fordi de ved, at alle gæsterne overspiser og har brug for at sidde i en halv time inden de kan gå ud til deres bil. Også vi måtte bukke under og tage en slapper på terrassen.
Næste morgen gik turen tilbage til Pavia og Trenitalia viste sig selvfølgelig at være for sent på den – altid. Så min rejsetid blev forlænget med 3-4 timer. Mens jeg ventede i Piacenza gik jeg en tur udenfor og så, at der minsandten også findes JYSK i Italien!


Nu er jeg så tilbage i Pavia og har senest været på Manà til et par drinks sammen med en gruppe multinationale Erasmus studerende: Belgien, England, Litauen, Tyskland og DANMAAAARK ( : I går aftes var det mig, der lavede aftensmad. Jeg er blevet træt af at spise ting, der er skamstegt i olie. I vil slet ikke VIDE, hvor mange flasker olie, som vi i denne husholdning bruger pr. uge.  Jeg lavede ovnbagt laks med ovnbagte grøntsager, broccoli og kartofler. Det var et hit og der blev spist op!

I dag var mine timer aflyst, så jeg tog en chill-formiddag derhjemme, god tid til at få opdateret bloggen, vasket lidt tøj. Er ved at gøre klar til Søren og Mads’ ankomst den 30. marts. Jeg er godt nok i Palermo ind til den 31., men Stefanie møder dem i Milano og følger dem hjem til mig. De skulle nødig fare vild i Milano –det kunne de nemlig godt finde på. Milano Centrale (stationen) er et kaos, hvis man ikke er vant til kaos – og især et stort kaos, hvis man ikke taler italiensk. Det bliver spas at få dem på besøg – Vi skal både til Bologna, Genova og Milano og til en masse aperitivi selvfølgelig!!!

Næste post kommer nok først efter påske – jeg har et tæt program indtil da!  Håber I alle har det godt!!  (Se billeder og videoer nedenfor!)


Kærligst,

Malene

Lys-show i Milano!!
Light show in Milan

Elia fortæller om sit Erasmus-ophold i Spanien (PÅ ITALIENSK!)
Elia is telling us about his exchange in Spain (IN ITALIAN)

Marked i Pavia / Market in Pavia

Marked i Pavia / Market in Pavia

Marked i Pavia / Market in Pavia

Marked i Pavia / Market in Pavia

Marked i Pavia / Market in Pavia

Focaccia time!

Fran laver pizza / Fran's making pizza

Michaela og jeg i Milano / Michaela and me in Milan

Kunstudstilling i Milano / Art exhibit in Milan

Piazza Duomo, Milano

Jeg ved Sforzesco slottet / Me at the Sforzesco castle

Michaela & mig /me

Cappuccino-tid / Time for Cappuccino's.

Stef og jeg i Pavia / Stef and I in Pavia

Gabriele & Marco

Urbino

Palazzo Ducale, tronsalen / The throne hall at the Palazzo Ducale

Ildsted / Fire place

Kirken i Urbino / The church in Urbino

Antipasti!

Lucia, jeg og Mamma Cleofe / Lucia, me and Mamma Cleofe

DOLCI

Lucia og jeg / Lucia and I

Mig / Me

Survival Kit

Bologna

Bologna

Bologna

Bologna

Bologna

Bologna

Fano

Fano

Stemning på markedet / The atmosphere at an Italian market

Slagteren / The Butcher

Fano

Fano

Video: Fano

Fano

Fano

Crema Catalana

Meloncello!

Lucia & jeg i Pesaro / Lucia and I in Pesaro

Springvandet i Pesaro / The fountain in Pesaro

Rossini teatret i Pesaro / The Rossini theatre in Pesaro

Stef (Tyskland), jeg, Zoë (England) i Pavia /Stef (Germany), me, Zoë (UK) in Pavia

Dansk mad / Danish food

Aftensmad med spanierne! / Dinner with the spanish girls

Manà Bar

Manà Bar

Dear everyone!

It’s time for another update from my awesome Italian life. Since the last post, a lot has happened! I’ve discovered that there are markets throughout the town every morning, except Sunday. And when I say ‘market’, I mean hell of a good one too. You can buy everything – seriously. Also things you wouldn’t imagine existed. Anyhow, I went to the markets with Viki, Vicky and Stef – we shopped sunglasses, foaccia and Italian cheeses. We ended up in front of the Duomo (church) in the sunshine, 23 degrees Celsius and had lunch there on the gigantic stairs – la vita è bella.

A couple of days ago, my friend Michaela from college came to visit. She studies Italian at the University of Århus. Right now, she’s also studying abroad in Italy – in Siena. She had gone skiing for the weekend and was so sweet to come visit for a couple of days. While she was here, we went to Milan and saw the Duomo (13^th time for me), went to an art exhibit (Tizian and the birth of the modern landscape) in the royal palace. Then we had coffee in Via Dante, walked to the Castle of Sforzesco and got our make-up done at Sephora! Then we went through the Gallery, continued to the Scala Opera and then some more shopping before we took the train back to Pavia. A huge program, because Michaela also had to try out the aperitivo at LOFT 10 before she went back to Siena the following day. I’d invited a lot of the other Erasmus students plus Marco and Gabriele – our new Italian friends.

Fran and Angela have been to Krakow with a couple of their friends. That means, I’ve been home alone for three days and that was pretty nice even though I ended up feeling quite depressed on Friday evening where I just wanted them to come home. The house was too quiet! While they were gone, I went to IKEA with Matteo and Stefanie. I needed to get a couple of things for our apartment and I also wanted a new reading light and a new pillow. Now, our apartment is niiiiice and we have everything we need. The only thing I’m missing is our kitching being 100% amazing. There are no toaster, blender or egg-slicer; but hey, maybe I’m just being difficult?? Non lo so!

Stef and I dedicated the following day to try out the ice cream at a little shop in Corso Garibaldi. We’ve been going past it a couple of times and have always seen a huge line of people; so, we called Marco and Gabriele and met them at the river, then we went to try out the ice cream. We waited for 20 minutes and finally got our ice cream. And . . . I’m telling y’all:  It was worth the wait. If you guys think you tasted good ice cream before, then think again. Get rid of your Ben and Jerry’s and Häagen-Dazs. Italian Gelato from Pavia is the bomb!

I’ve been in Pavia for a little more than a month now and I’m still discovering new places of the town. Lately, I’ve been wandering around with Stef – just to see what we would discover. We found  a beautiful church, hidden in between houses. You wouldn’t even know it was there! But we still think that shopping in Pavia is shit. Clothes here are strange, but the Italians love it. Everything’s expensive and we still haven’t gotten used to the shops closing between 12.30 and 3.30. It’s pissing us off!

The 16th to the 19th of March, I planned to go to Pesaro to visit Lucia, who was my mentee during last semester in Copenhagen. Pesaro is a small town on the Adriatic coast, close to Rimini and Ancona. I’ve almost figured out the Trenitalia ticket system, and if you’re willing to have longer layovers, then you can travel quite a distance for a few dollars. I left Pavia early Friday morning and changed trains in Milan. Then I spent three hours in a train going to Bologna, where I had a longer layover. I met up with William, a guy that I study with in Copenhagen. He’s also studying abroad in Italy. We met at the station and and he was my personal guide for the day. We had lunch and coffee before I went on another train, this time to Pesaro – almost there! At the station I met Lucia’s parents because Lucia was working. Cleofe and Mauro were relaly nice and we went to the beach. It was already dark so I could only hear the sea. The town surprised me because the town looks like a beach town in Florida. There are huge trees in the streets and the houses are square.  Lucia lives in a typical Italian apartment together with her parents and their dog Beniamino. Lucia was so happy to see me when she returned from work. Mamma Cleofe had made pasta for dinner (home made!) and Papa Mauro poured wine while Lucia was smiling – of course we had Italian gelato for dessert! I’m a fan!
I slept in Lucia’s room and the morning after, Mamma Cleofe had made med Italian “spremuta” for breakfast. Spremuta is fresh juice – and it’s AMAZING. Papa Mauro had bought four different kinds of bread, because he knew that we eat bread with marmalade for breakfast in Denmark.
Lucia had to work for a couple of hours, so while she was doing that, I went to the town of Fano together with Mamma Cleofe and Papa Mauro. There was a market and they were gonna buy fruits and veggies. Papa Mauro bought that while Mamma Cleofe and I went around and checked out the bags and shoes – I’m a faaaaan! We  then took a walk by the sea and it was quite warm. Then home to a great lunch and a nap before Lucia and I went out for dinner. We had pizza, nutella mousse, crema catalana and MELONCELLO (A-MA-ZING). Before we went home, we walked through Pesaro and ended up at the Rossini Theatre. The Italian composer Rossini is from Pesaro and had a theatre named after him. Lucia usually works at the theatre in the summer and we were lucky that there had just been a show that evening, so we could go in and see the beautiful stage and the boxes. Absolutely a rarity.

The day after, we went to Urbino where Lucia’s university is at. The town is located on the top of a little mountain/hill and from the valley you can see the grandiose Palazzo Ducale and its two towers. You enter the town going through the town gate, then up a very steep street which has cobble stones. The houses are closely located to one another and there are small alleys everywhere you look. Mamma Cleofe and Papa Mauro took me to see the Palazzo Ducale – Duke Frederic’s castle. From the outside, it doesn’t seem like a big deal, but as soon as you walk in to it – you will be surprised. There are frescoes on the walls, very worn, since it’s pigment dissolved in water and then used as paint. The floors are of marble and have beautiful patterns. In the ceiling in every room there is a stucco with an eagle – the coat of arms of Duke Frederic. In each room you’ll also find a fire place and above each of them, in the frame, there is written: FE DVX (FE DUX) = FEDERICO DUCO = Duke Frederic. In the huge throne hall you’ll see his initials in the ceiling and on the walls you’ll see huge gobelins on the wall and a gobelin with the golden Lion –the English King was a frequent guest and even had his own room. Furthermore, the museum has a massive art collection and I saw Raffaele Sanzio’s “LA MUTA” – amazing.

On the way back from Urbino we stopped in a small town to have dinner at a restaurant. They gave us 8 antipasti: prosciutoo, bresaola, ricotta, mozzarella, pecorino, parmesan, artichokes and pickles. Then on to PRIMI PIATTI: tortellini, cannelloni, risotto and three other types of pasta that I don’t remember the names of. We did skip the SECONDI PIATTI because we were too full –but we couldn’t refuse the DOLCI (the desserts). The waiter brought us everything: baklava, millefoglie with creme, marengs with strawberry and creme, fruit, chocolate marengs, english creme, tiramisu etc. We had white and red wine, water and “Vino Santo” for the desserts. It’s a classical Italian dessert wine which has been made using dried grapes. The wine ferments in an attic and develops its special taste because the climate is different in an attic. Furthermore, the restaurant did a strategic move and placed chairs outside, because they know that all of their guest are gonna eat too much. And so did we – we had to sit there for 30 minutes before we were able to walk to the car.

Next morning, I took the train back to Pavia and of course Trenitalia made me have a horrible day. They were late on almost every one of my connections so I was 3-4 hours late before I came home. While waiting in Piacenza, I walked around and saw a “JYSK” store. Jysk is a Danish store that sells beds and furniture – and I was quite surprised to see it in Italy.

Now I’m back in Pavia and have gone to Manà to have a couple of drinks with a group of multinational Erasmus students: England, Lithuania, Germany and DENMAAARK! The girls are so sweet and I’ve been hanging out with them a lot.  Last night, I cooked dinner at the apartment. I wanted to eat something fresh and Nordic. You don’t wanna know how much cooking oil we go through in this apartment :P. I cooked salmon in the oven and served veggies, broccoli and potatoes along with it. People loved it, and we ate it all.

Today, my class was cancelled so I stayed at home. I had time to update the blog, do some laundry. I’m preparing the arrival of my brother Søren and our friend Mads. They arrive on the 30^th of March. I’ll be in Palermo until the 31^st, but Stefanie is going to meet them in Milan and bring them back to the apartment. I don’t want them to get lost in Milan – they’d be just the types to get lost. Milano Centrale (the station) is a chaos if you’re not used to chaos. It’s an even bigger chaos if you don’t sepak Italian. But I’m looking forward to have them come visit! We’re gonna go to Bologna, Genoa and Milan – and of course, a bunch of aperitivos!

Next post is gonna come after Easter – most likely. I’ve got a tight schedule until then. I leave for Palermo on Sunday, Søren+Mads are gonna come the 30^th and leave the 4^th of April. From the 5^th until the 10^th, I’m going somewhere with Stef. Mom and Dad will visit from the 11^th until the 15^th of April. Yippieeeee.

See pictures and videos above!

I hope you’re all doing great!

Lots of love from Malene